Ejendommen er beliggende i et attraktivt erhvervsområde med gode adgangsforhold til hovedfærdselsårer og motorvej.
På grunden er opført 4 bygninger, der alle har sadeltag belagt med bølgeplader samt gulv i beton og i øvrigt med følgende egenskaber:
Bygning 1 er opført i mursten og indeholder en beboelseslejlighed på 80 kvm., et kontorafsnit på anslået 130 kvm. og 4 uopvarmede garager på anslået i alt ca. 230 kvm.
Bygning 2 er uopvarmet og opført i beton. Bygningen har port i gavlenden og er langs østlig side sammenbygget med bygning 3.
Bygning 3 er en uopvarmet hal opført i stålspær med sider beklædt med profilerede stålplader og med en loftshøjde til kip på ca. 8m. I gavlenderne forefindes porte.
Bygning 4 er opført i en stålspærskonstruktion med sider beklædt med profilerede stålplader og med ca. 7m til kip. I gavlender forefindes 1 skydeport samt 2 aluhejseporte med højde 4m og bredde 5m. Bygningen er uopvarmet bortset fra en mindre del, ca. 180 kvm., der er isoleret og kan opvarmes med oliefyr.
Bygningernes vedligeholdelsesmæssige tilstand er under middel, men alene grundarealets værdi er af ejendomsmægleren ansat til knap kr. 1,7 mio. baseret på Esbjerg Kommunes salgspriser for sammenlignelig erhvervsjord med tillæg af tilslutningsafgifter.
Ejendommen har en god og central beliggenhed i den indre bydel mellem Banegården og Torvet.
Bygningen, hvori ejerlejligheden er beliggende, er opført i 3 etager med udnyttet tagetage og indeholder i alt 8 ejerlejligheder, hvoraf 2 anvendes til erhverv og 6 til beboelse.
Ejerlejligheden er p.t. indrettet med åbent kontorlandskab i kombination med flere cellekontorer og møderum. Der er adgang til ejerlejligheden via én af byens smukkeste trappeopgange samt via selvstændig indgang i den til ejerlejligheden hørende tilbygningen i ejendommens gård. Tilbygningens tag er renoveret i 2009.
Til ejerlejligheden hører flere kælderrum samt én parkeringsplads, men nuværende ejer har gennem mange år lejet yderligere tre til den samlede ejendom hørende parkeringspladser i ejendommens gårdareal
Lidt om ejendommens historie (jf. notat af arkitekt Erik Flagstad Rasmussen):
Bygningen er tegnet af arkitekt Carl Hjerrild Clausen og opført i 1899. Oprindelig var ejendommen bygget som en jern- og stålforretning og ejendommens facade mod Østergade er udført i italiensk renæssance. Arkitekt C.H. Clausen var en meget ankerkendt arkitekt, der bl.a. andet også tegnede Vandtårnet, Danske Bank på Torvet og Missionshuset Bethania på hjørnet af Skolegade/Kirkegade. Ejendommen blev på initiativ af Esbjerg Museum fredet i 1983.
Ejendommen er beliggende tæt på Torvet på den ubetinget mest attraktive del af gågaden i Esbjerg.
Den samlede ejendom omfatter 2 bygninger med tilhørende stort parkeringsareal.
Bygningen med adresse Kongensgade 56 er opført som en vinkelbygning i 3 etager, hvortil kommer udnyttet tagetage (manzardtag). Ydervægge fremstår i blank mur hhv. med pudset facade. Bygningen indeholder et butikslejemål i stueetagen, advokatkontor på 1.sal, 2 beboelseslejligheder på 2.sal samt et beboelseslejemål på tagetagen. Den ene beboelseslejlighed har adgang fra bygningens bagside. Lejlighederne fremtræder med utidssvarende køkken og toilet/badeforhold, men har gode rammer for istandsættelse. Tagetagen fremtræder uistandsat.
Bygningen Kongensgade 58 er mod gågaden opført i 3 etager og fremstår med blank mur hhv. pudset facade. Bag forbygningen langs Kongensgade fortsætter bygningen først i to etager, dernæst i én etage og afsluttes mod parkeringsarealet i Borgergade i 2 etager. Bygningen er i stueetagen udlejet til Skjern Bank og 1. og 2.sal mod gågaden er udlejet til advokatkontoret Thuesen Bødker & Jæger.
Ejendommen har en god facade mod gågaden og ejendommens bagside ligger mod ét af byens mest attraktive parkeringsområder. Der er langs bygningen offentlig adgang fra/til Kongensgade og parkeringsområdet i Borgergade.
Ejendommens parkeringsforhold:
Den matrikulære ejendom omfatter et større parkeringsområde med 44 pladser beliggende mod Borgergade. Ifølge overenskomst med Esbjerg Kommune er brugsretten til parkeringspladsen overdraget til kommunen pr. 01.01.1995, idet overenskomsten udløber senest 30.12.2023, på hvilket tidspunkt brugsretten til parkeringsområdet igen overgår til den tinglyste ejer.
I overenskomstens løbetid har ejendommens ejer rådighed over 30 stk. parkeringspladser i det overfor ejendommens parkeringsplads beliggende parkeringsanlæg mod betaling af de løbende udgifter for rengøring og vedligeholdelse. Beløbet andrager p.t. kr. 1.481,87 pr. stk. eller i alt kr. 44.456,10 for året 2012. Hertil kommer 4 ikke-afgiftsbelagte pladser ved bagbygningen i Kongensgade.
Af ejendommens parkeringspladser disponerer Skjern Bank over 12 pladser, Danske Bank over 11 pladser, Advokatfirmaet Thuesen, Bødker og Jæger over 8 pladser og Boligland Esbjerg over 2 pladser. Der er således 1 ledig p-plads til udlejning.